"Vinden er stadig en utæmmet og uudnyttet kraft, og en af de største oplevelser, vi stadig har til gode, vil muligvis være at tæmme og udnytte vinden."
Disse ord, som Abraham Lincoln ytrede i en tale i 1858, vidner om den voksende interesse for vindenergi i det 19. århundrede. Men vi skulle frem til 1980, inden vi fik den første vindmøllepark. Og selvom regeringer verden over har været klar over fordelene i mere end 50 år, har vindenergi været oppe mod en række udfordringer.
For at vindmølleparker kan levere nok energi til mere end et par enkelte hjem eller virksomheder, kræver de for det første, at der skal installeres nogle store turbiner i landskabet. Dette møder ofte modstand fra lokalsamfundene, og deres støtte er en afgørende faktor, når der skal udvikles nye anlæg. Men holdningerne er ved at ændre sig. Særligt i lyset af den stigende rentabilitet for offshore-vindmølleparker og det presserende behov for at tackle den globale klimakrise. Denne ændring i den offentlige holdning er et bevis på fremskridtet i innovation inden for grøn energi.
I det sidste årti har der også været et større fokus på vindenergi hos de forskellige landes regeringer. I 2022 introducerede USA f.eks. Inflation Reduction Act, der forventes at levere 783 milliarder USD til offentligt forbrug på vedvarende energi.
Men udover politiske standpunkter og den offentlige holdning står vindenergi også over for andre udfordringer, såsom uforudsigeligt vejr, integration i elektriske netværk samt problemer med forsyningskæder, undervisning, vedligeholdelsesudgifter og uddannelse. Heldigvis er nye teknologier – og særligt VR-træning – begyndt at adressere mange af disse problemer.
"Et afgørende aspekt ved VR-træning er, at læring kan foregå i et realistisk miljø uden behov for at forstyrre driften, såsom at stoppe en vindturbine på en blæsende dag, så personalet kan få adgang til en træningsøvelse," forklarer Nicola Rossi, der er Head of Innovation for Enel Grids and Innovability (en del af Enel Group). "Dette er en vigtig udfordring, som VR løser på ethvert industriområde, såsom energiproduktion og -distribution, der skal forblive i drift døgnet rundt."
Enel Group driver virksomhed i 30 lande verden over, og Enel Grids – den afdeling af firmaet, der står for strømfordeling – har brugt VR inden for vedvarende energi siden 2018 og har særlige rum til VR-træning på hver af virksomhedens 11 træningsfaciliteter i Italien.
Enels VR-system, kendt som VeRA, gør, at flere brugere ad gangen kan medvirke i 25 træningsscenarier, og giver desuden haptisk feedback, så oplevelsen bliver endnu mere effektiv. Det har fået overvejende positive bedømmelser.
"Vores evakueringsøvelse i en vindturbines nacelle (den del af en vindturbine, der indeholder alle de generative komponenter) fik bred positiv feedback fra brugerne, der syntes, det var meget fordybende og engagerende," siger Rossi. I Italien får alle de nye ansatte hos Enel Grids en eller flere oplevelser med VR-træning i løbet af den årlige indledende sikkerhedstræning." Dette udstyrer dem med de afgørende færdigheder til en karriere inden for vedvarende energi.
Selvom de fleste tager godt imod det, er der stadig ulemper ved VR-træning inden for vedvarende energi, såsom manglen på standarder samt behovet for en nøjagtig VR-repræsentation af reelle arbejdsforhold.
"Det er meget svært at gengive fysiske kræfter, temperaturskift eller berøringsindtryk," indrømmer Rossi. "Brugernes opfattelse er et essentielt overvejelseselement, når man skal lave effektiv training. Når man udvikler VR-træning, er det vigtigt, at brugerne kan huske undervisningen."
Eagle Wu er grundlægger af Vinci VR, som tilbyder VR-træning til de fleste af de større udbydere af vindenergi i USA. Han vil adressere nogle af hindringerne ved VR-læring, men det er udfordrende, når der er så lidt praktisk erfaring at trække på.
"I det nordøstlige USA er der ingen arbejdsstyrke inden for ren energi. Den findes ikke," forklarer Wu. "Fokus i det område samt i det meste af landet er på naturgas. Folk kender ikke til ren energi. De ved ikke, hvilke jobs de kan få. Så langt størstedelen af vores arbejde er centreret omkring uddannelse."
I samarbejde med Siemens Gamesa, en førende turbineproducent, har Vinci VR udviklet den første VR-træning til offshore-vindturbiner, som har klaret prøverne hos Global Wind Organization (GWO). Vinci VR bruger nu denne certificering til at hjælpe kunder såsom Avangrid Renewables med Vineyard Wind 1, som er USA's første kommercielle offshore-vindprojekt, der for øjeblikket bliver bygget ca. 13 sømil syd for Martha's Vineyard, Massachusetts.
"Det meste af vores arbejdsstyrke har erfaring med større anlægsbyggeri, men ingen inden for offshore-vindanlæg," siger Dan Kent, der er Labor Relations Manager hos Vineyard Wind. "Lokalsamfundet er overordnet positivt indstillet, men forstår ikke rigtig projektets omfang. Når interessenterne tager et Quest-headset på, modtager de erfaringsbaseret undervisning uden at skulle befinde sig på anlægget. Denne fleksibilitet har været afgørende for projektets succes."
Vinci VR's certificering blev brugt hos Vineyard Wind til at simulere jobscenarier for fagforeningsarbejdere med større højder og lukkede rum. Men certificeringen bliver også brugt til undervisningsmoduler i programmer om vedvarende energi hos delstatslige universiteter for at finde den næste generation af arbejdere inden for vindenergi.
"Blandt de studerende, der deltager i vores modul om offshore-vindteknologi har vi set, at 64 % flere af dem forstår, hvad vindenergibranchen er," siger Wu. "De studerende kan øge deres forståelse drastisk. Træningen blev førhen leveret via PowerPoint. Men det er først, når de tager et VR-headset på, at de reelt forstår det. Og blandt dem, der har fuldført vores træning, er 20 % interesserede i at fortsætte med at udforske vindteknologi som karriere (sammenlignet med studerende, der ikke prøvede VR)."
Nemmere adgang til selvstændige VR-systemer har været en stor fordel for Vinci VR. Virksomheden har fokuseret betydeligt på at hjælpe skoler uden Ivy League-budgetter med at udnytte VR-læring fuldt ud.
"Jeg kan huske, da vi startede med det for et par år siden. I en gruppe på 20 studerende var der måske én, der havde brugt VR før," siger Wu. "Når man spoler frem til i dag, har omtrent halvdelen i den samme gruppe nu brugt VR. Og det er takket være Quest. Vi hørte hele tiden de studerende sige f.eks.: "Jeg har Beat Saber derhjemme på Quest." Og sådan vidste vi, at det var den rette platform. For vi behøvede ikke at skulle igennem træning og introduktioner. Hvis de fleste brugere allerede har brugt systemet, gør det livet langt nemmere for os."
Oplevelsen hos Vinci VR har også fundet sted i Europa, hvor den britiske VR-simulationsvirksomhed VRAI har fundet ud af, at adgangen til headsets skaber en ny generation af VR-indfødte.
"I dag har omkring 50 % af dem, jeg snakker med, prøvet VR," forklarer VRAI's administrerende direktør, Niall Campion. "Men for fem år siden havde 99 % aldrig prøvet det. Et par måneder efter den første Quest udkom, fik vi en masse telefonopkald og e-mails, der stort set sagde det samme: "Jeg har lige prøvet det hér VR-headset, og sådan-og-sådan ville det kunne bruges i mit arbejde." De 20 millioner headsets har gjort folk bekendte med teknologien. For inden man tager det på, er det meget svært at forklare, hvad VR gør."
VRAI blev grundlagt i 2017 af Pat O’Connor og Niall Campion med kontorer i både det nordlige England og Dublin i Irland. I starten fokuserede virksomheden på luftfart og forsvar og opnåede en massiv reduktion i prisen på simulationstræning. Så vendte den blikket mod innovation inden for grøn energi og udnyttede VR til at levere omfattende træningsløsninger til personale inden for vedvarende energi.
"Inden VR kunne flysimulatorer koste millioner af pund. Men VR gør alting billigere," siger Campion. "Headsets såsom Meta Quest betyder, at man for 500 GBP kan have en simulator på hylden bag sig. For eksempel kunne jeg være offshore-vindtekniker. Jeg skal udstationeres i morgen. Og så kan jeg få en hurtig genopfriskning af, hvordan det er at være i turbinen, inden jeg er kørt hjemmefra."
Efter deres overgang til offshore-vindsektoren er VRAI begyndt at se på den træning, der blev udbudt til nye og eksisterende medarbejdere. De fandt ud af, at den ikke leverede en tilstrækkelig forberedelse.
"Da vi begyndte at fokusere på vindenergi, var der en af vores ansatte, der fuldførte et af modulerne i den grundlæggende vindturbinetræning, helt specifikt brandsikkerhed," afslører Campion. "Vedkommende fik træning i, hvad der skulle gøres i tilfælde af brand i en vindturbine. Træningen involverede omtrent seks timers PowerPoint-præsentationer. Så gik vedkommende ud på en parkeringsplads og overværede instruktøren bruge en brandslukker. Og så var vedkommende kvalificeret til at slukke en brand i en vindturbine. Vi vidste, at der måtte være en bedre måde at gøre det på."
Når medarbejderne tager et headset på, kan de komme på et virtuelt besøg i en turbine, klatre rundt i den og betjene den. De kan gennemgå en række forskellige scenarier flere gange. Dette forstærker lidt efter lidt den korrekte adfærd i enhver simulation.
"Træning handler altid om at forankre nogle adfærdsmønstre i mennesker, så de ikke tænker, når de er under pres, men bare handler," siger Campion. "Hvis der er brand i en turbine, er der ingen, der tænker tilbage på slide nr. 17 i en PowerPoint-præsentation. Sådan fungerer vores hjerner bare ikke."
På baggrund af deres erfaring i forsvars- og luftfartssektorerne skabte VRAI en ny simulator til brandslukning i offshore-vindturbiner. Med et etaberet fokus på dataanalyse målte VRAI biometriske oplysninger for at forstå den kognitive belastning, så de kunne finde frem til, hvornår deltagerne blev "opgavemættede".
"Grundlæggende handler simulationstræning og træning i det hele taget om at forberede sig på at udføre et job i praksis, når der er pres på," siger Campion. "Her begynder du for alvor at se værdien i data. Man kan se, når nogen ikke vil kunne udføre deres job og dernæst finde frem til, hvad de skal bruge mere træning i for at styrke deres kognitive modstandskraft."
Men på trods af større fremskridt i de senere år kan VR-træning stadig forbedres. Udfordringerne ved ny teknologi vil fortsat påvirke den måde, som træning bliver leveret på.
Ved slutningen af hvert projekt spørger vi os selv, hvordan vi kunne have gjort tingene bedre," fortæller Campion. "I et træningsmiljø har 50 % af dem, der prøver VR, ikke prøvet det før. Så der er altid en balance mellem behovet for at vise nogen, hvordan teknologien virker, og deres behov for at lære. De er der ikke for at lære at bruge VR, og vi må sørge for, at teknologien ikke står i vejen for deres læring. Det er en af de største udfordringer ved al VR-baseret træning."
Til enhver virksomhed, der gerne vil investere i VR-træning, uanset om det er til vedvarende energi eller et andet formål, lyder rådet fra Nicola Rossi hos Enel, at hovedprioriteten bør være en fornuftig brugspraksis.
"Vi anbefaler, at de træningsscenarier i VR, der bliver udviklet, har en bæredygtig virksomhedspraksis og en solid brugerbase," siger hun. "Hvis brugerbasen ikke kompenserer for prisen, er startinvesteringen i fare, og så er det bedre at bevæge sig gradvist og vokse i takt med brugerbasen. Det er også vigtigt at sikre en høj realistisk gengivelse og den nyeste teknologi, og det kræver, at man hele tiden undersøger og laver research."
Integrationen af virtual reality i træningsprogrammer er ikke bare en innovation, men en revolution af den måde, hvorpå vi forbereder den næste generation på udfordringerne ved vedvarende energi. Når vi kigger på det foranderlige landskab af innovation inden for grøn energi, bliver det klart, at VR-træning er mere end bare et værktøj. Det er porten til en fremtid, hvor vedvarende energi er normen og ikke undtagelsen. Og det handler ikke kun om energi. VR påvirker flere brancher, heriblandt medicin, byggeri og sågar luftfart. Vi er først lige begyndt.